“Hvem ved hvor tit, vi kommer til at se hinanden, hvis vi ikke kaster os ud i det her projekt? Lige pludselig kommer der jo børn, familie og man kan blive optaget af andre ting.”

De to co-founders af Birdie har 20 års venskab bag sig, og da livet skete, var dèt spørgsmålet, der kastede fuglen ud af reden.

Af Nikoline Elkjær, Marketing & Communications Specialist hos Grandhood
13. august, 2026

Det er fredag formiddag og jeg er lige slentret fra Esplanaden til Badstuestræde i København for at mødes med de to stiftere af Birdie. Hans og Andreas føler jeg nærmest at jeg kender i forvejen, efter for nyligt at have kørt en kampagne med vores grønne Grandhood-Birdie. Og så har de været kunder hos os i lidt over et års tid, men det skal vise sig, at jeg endnu kan blive særdeles klogere på de to flyvende fyre.

Hans & Andreas fra Birdie fotografet på deres kontor i portræt af Birdie som Grandhood kunde.

“Vi har nok også hele tiden, uden at vide det selv, haft nogle iværksættere gemt i os. Da vi var 13-14 år slog vi græs i nabolaget og kaldte firmaet Knæhøj Karse. Så kunne man købe klippekort og få klippet plænen” – “det var et konkursbo, for vi havde prissat os lidt for lavt”, griner Andreas.

Hans & Andreas fra Birdie fotografet på deres kontor i portræt af Birdie som Grandhood kunde.

Adam møder jeg på sin retro racercykel, han lige skal stille, før vi bevæger os ned i ‘kulkælderen’, hvor drengene sidder. Den ene, Andreas, er lige kommet hjem fra New York dagen forinden, mens Hans har taget turen fra den friske luft i Cold Hawaii (Klitmøller), hvor han flyttede til for nylig. Umiddelbart lyder det ikke som en kulkælder-agtig måde at drive forretning på, og jeg tænker: Nåmen, her har vi endnu en historie om remote working. Men helt så sædvanlig (læs kedelig) er historien ikke, og det bliver hurtigt meget tydeligt for mig, hvilket venskab, optimismen, modet og tilliden hviler på i stedet.

De to har nemlig kendt hinanden siden folkeskolen – og vi griner sammen over, hvordan de var hinandens næsten første-alting. Det vil sige første ven, første kollega, første forretningspartner, første vi-skal-finde-en-måde-at-holde-sammen-på. Så da de skulle undvære hinanden for også første gang – siden folkeskolen, det første job sammen i grillbaren, og den første idéforretning “Knæhøj Karse” – måtte de finde på et projekt, der gjorde afstanden mellem dem mindre.

Efter gymnasiet tog Hans og Andreas hver sin vej i livet, og Andreas startede på CBS i København, mens Hans tog turen til Århus for at læse på DMJX. Flyv fugl. Men ikke for langt væk. Forbindelsen over broen fejlede dem aldrig, og de to udvekslede i en spændt tid diverse projekter med hinanden over telefonen, på videokald, på farten, fra Dokken og universitetsbibliotekerne.
Og så, da Hans havde innovationsuge på universitetet, kom idéen, og han ringede med det samme til sin bedste ven, Andreas. “Der gik weekender og aftener, og vi kom helt sikkert tættere på noget. Så glemte vi det lidt igen, indtil vi fik fat på en ingeniør, der kunne hjælpe os”, forklarer Hans videre.

Èn ting er vel, at de kom tættere på fuglen, du helt sikkert har hængende derhjemme eller har set på din svigerindes ønskeseddel. En anden ting er, at de kom tættere på hinanden igen.

Hans fra Birdie fotografet på deres kontor i portræt af Birdie som Grandhood kunde.

“Birdie løser et usynligt problem. Altså dårligt indeklima. Løsningen er jo bare at åbne vinduet, kan man sige, men der manglede ligesom et symbol der gjorde folk opmærksomme på det.”

0:00 / 0:00

Altså, afstanden var aldrig et spørgsmål om hverken geografi eller distance, men om, hvad der mon skulle blive af de to bedste venner, hvis livet skulle bryde med den fælles referenceramme. Som livet jo engang imellem gør: “Hvem ved hvor tit, vi kommer til at se hinanden, hvis vi ikke kaster os ud i det her projekt? Lige pludseligt kommer der jo børn, familie og man kan blive optaget af andre ting”, forklarer Hans.

Men det nåede aldrig så vidt, for de to venner tog orlov i en periode og så tog Birdie fart – endnu ikke betinget af, at drengene skulle bo i samme rede. Og ja, fugle-referencer er der i øvrigt nok af. Men man kan også sige, at forbindelsen er styrket af friheden, der bor i den ubetingede tillid, optimisme og sødme, forbindelsen mellem de to er lavet af.

“Det er unikt at vi har noget, vi er fælles om endnu. Vores ungdommelige venskab kan leve videre i vores fælles referenceramme”, tilføjer Andreas med let latter.

Og der er sandt nok liv og letsindighed i også de små interne referencer, de to engang imellem udtrykker for at få hinanden til at le. Omkring dem er det svært ikke at smile med, for stemningen er mildest talt opslugende. Intet lugter hverken surt eller for seriøst; den venskabelige og gode energi smitter. 

“Vi tør hundrede procent også meget mere, fordi vi har hinanden. Vi har også forskellige kompetencer, og vi plejer at sige at vi har et front office og en backend – eller to hjernehalvdele og sammen er vi én hel hjerne”, siger Andreas og fortsætter: “Nogle gange kan det også føles lidt tilfældigt, at vi lige er endt her. Det er jo mest bare en positiv energi, der har drevet os fremad"

- “Vi er måske også lidt naive, sådan, hvad er det værste der kan ske? For havde vi vidst om alt det, det indebar, så ville vi blive forpustet allerede fra starten”, tilføjer Hans 

- “Ja, så vi matcher også i indstilling, mens det negative ikke rigtigt sætter sig i os. Næste dag kører vi bare videre.”

Andreas fra Birdie fotografet på deres kontor i portræt af Birdie som Grandhood kunde.
Birdie produktbillede. Fotograferet ifbm. portræt af Birdie som Grandhood kunde.Birdie produktbillede. Fotograferet ifbm. portræt af Birdie som Grandhood kunde.

Det lyder jo altsammen herligt, men man fristes til at spørge, om en arbejdsrelation ikke også kan slå skår i et venskab. “Det bliver vi faktisk tit spurgt om, og vi har da også talt om, om vi risikerer vores venskab, når nu bliver det alvorligt og så videre”, siger Hans. “Vi fik da også lavet en kontrakt, men den har vi så ikke set på siden”, tilføjer Andreas, der også beskriver hvordan de to hellere vil lave ét fedt projekt, have ét godt år og én fed vision, end hundrede dårlige. Jojo, der kommer nogle overraskelser hen ad vejen og en fugl dør i ny og næ: “Og nogen flytter helt til Klitmøller”, blinker Andreas til Hans, og fortsætter: 

- “Men vi fokuserer ikke på de ting. Og selv om vores motto i starten var “tænk tingene igennem”, kan vi stadig komme til et møde men glemme fuglen. Vi er ikke for perfektionistiske, og vi får meget fra hånden fordi vi hellere vil levere 90% i dag end 100% i morgen fordi vi er optimistiske”

- “Ja, og vi kan ikke det samme, så vi har også tillid til, at hinanden hver især har styr på sit bord. Jeg synes, det er en fordel og det giver os friheden til at leve det liv ved siden af, som vi drømmer om.”

Jeg ved ikke, om alle venskaber kan bære en fælles økonomi ekstra som de to kan. Jeg ville også gerne have spurgt dem, om de havde et godt råd til venner med en skaberkraft. Men faktisk flyder samtalen over med interesser, og jeg selv har tårer i øjnene af smil og latter. Jeg lovede mig selv at forsøge at skrive det frem i stedet, hvad jeg tror kan blive dagens budskab: Hvis I ikke kan lade vær, skal I gøre det så længe I kan.

Om Birdie

De to barndomsvenner og co-founders, Hans Høite Augustenborg og Andreas Kofoed Sørensen, stiftede den Birdie, vi kender i dag, i 2022. Birdie er en venlig reminder om at åbne vinduet, for at forbedre indeklimaet. Da Hans læste på universitetet kom idéen til Birdie – inspireret af historien om kanariefuglene i kulminerne, som besvimede ved den dårlige luft, designede de den hængende gule fugl der dør, når CO2-niveauet indendørs bliver for højt.

Allerede fra begyndelsen var Birdie internationalt, og fuglen hænger rundt omkring i mere end 70 lande. I 2026 udkommer Birdie med sine første produkter, der ikke er fugle, og som skal løse det usynlige problem i flere hjem.

Birdie er kunder i Grandhood og har været det siden april 2025.

Mere om Birdie →
Hans fra Birdie fotografet på deres kontor i portræt af Birdie som Grandhood kunde.