Her er de 3 vigtigste ændringer for dine pensionsopsparinger i 2020

Raketterne er for længst affyret, champagnepropperne har ramt gulvet og kransekagen er spist. Kalenderen viser 2020, og det betyder at mange af Skats satser har ændret sig.

Jeg vil her gennemgå de satser som har betydning for dine pensionsopsparinger i 2020.

Først og fremmest så er topskattegrænsen blevet hævet fra 513.400 DKK i 2019 til 531.000 DKK i 2020. Det betyder, at du nu skal tjene 44.250 DKK eller mere i gennemsnit om måneden før du skal betale topskat.

Aldersopsparing

Rent pensionsmæssigt betyder årsskiftet, at du i 2020 maksimalt kan indbetale 5.300 DKK på en aldersopsparing, hvis der er mere end 5 år til du når folkepensionsalderen. Hvis du har mindre end 5 år til du når folkepensionsalderen må du indbetale op til 50.200 DKK. Du skal dog være opmærksom på, at du kan diskvalificere dig selv for at kunne indbetale det store beløb, så kontakt din pensionsudbyder inden du foretager indbetalingen og forhør dig om du er kvalificeret.

Ratepension

Loftet for hvor meget du må indbetale til din ratepension stiger i år til 62.173 DKK (inkl AMB) hvis du indbetaler via din arbejdsgiver. Hvis du indbetaler privat til en ratepension må du maksimalt indbetale 57.200 DKK i år.

Grunden til, at der er forskel på de to ovenstående tal er, at dine pensionsindbetalinger foretaget via en arbejdsgiver bliver trukket fra din løn før du betaler skat, og derfor skal din pensionsudbyder sørge for, at 8 procent i arbejdsmarkedsbidrag (AMB) bliver trukket fra din indbetaling og sendt videre til Skat, og derfor er loftet 8 procent højere altså 62.173 DKK.Indbetaler du privat, altså af allerede beskattede midler, så er der allerede trukket 8 procent i arbejdsmarkedsbidrag (AMB), og det betyder, at loftet for private indbetalinger til en ratepension er 57.200 DKK.

Nyt fradrag

I 2018 blev der indført et nyt ekstra pensionsfradrag. Pensionsfradraget omfatter alle indbetalinger på fradragsberettigede pensionsordninger, dvs. ratepensioner og livrenter. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag og trækkes automatisk fra i den skattepligtige indkomst, så du skal ikke selv gøre noget for at få dette ekstra fradrag.

Hvis du har mere end 15 år til folkepensionsalderen, får du ekstra fradrag på 12 procent af indbetalinger op til 73.100 DKK, det vil sige, at dit fradrag højst kan være 73.100 DKK x 0,12 = 8.772 DKK i 2020.

Hvis du har mindre end 15 år til folkepensionsalderen, får du ekstra fradrag på 32 procent af indbetalinger op til 73.100 DKK i 2020, det vil sige, at dit fradrag højst kan være 73.100DKK x 0,32 = 23.392 DKK i 2020.

Hvis du vil høre mere om, hvordan vi hos Grandhood kan hjælpe dig og dine medarbejdere i gang med vores ratepension, så ring til os på +45 71 74 74 77.

Fik du ikke svar på dine spørgsmål?

Vi hjælper dig gerne videre med at komme igang. Du kan booke en gratis 30 minutters online demo af Grandhood, hvordan man bliver kunde og få besvaret eventuelle spørgsmål fra en af vores eksperter.

Book en demo