Pension
App og integrationer
Hvorfor Grandhood
Hjælp
Dansk
Digital firmapension gør det nemmere for virksomheder at tilbyde medarbejderne pension, forsikringer og rådgivning uden tung administration. I guiden gennemgår vi, hvordan firmapension fungerer, hvad den typisk består af, hvor meget man kan indbetale, og hvordan man kommer i gang.
Der er nok at holde styr på, når man driver virksomhed. Kunder, medarbejdere, løn, regnskab, salg og alt det andet, der helst skulle fungere samtidig.
Firmapension står sjældent øverst på listen.
Men for dine medarbejdere er pension meget mere end et beløb, der bliver trukket på lønsedlen hver måned. Det er opsparing til fremtiden, forsikringer hvis livet ikke går helt efter planen – og et medarbejdergode, der viser, at virksomheden tager ansvar for mere end bare næste arbejdsdag.
Heldigvis behøver firmapension ikke længere betyde lange møder, bunker af papirer og pensionssprog, der kræver en mindre kandidatgrad at forstå.
I dag kan det meste klares digitalt.
Her får du vores guide til digital firmapension: Hvad det er, hvad det koster, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du kommer i gang.
En firmapension er kort fortalt en pensionsordning, som du som arbejdsgiver stiller til rådighed for dine medarbejdere.
En digital firmapension er grundlæggende det samme – bare uden en stor del af det bøvl, der traditionelt har fulgt med.
I stedet for fysiske møder, papirblanketter og lange processer kan virksomheden og medarbejderne klare det meste digitalt.
Selve pensionen består stadig af de samme grundelementer:
Opsparing til fremtiden og forsikringer til livet inden pension.
Forskellen ligger altså ikke så meget i, hvad pensionen er.
Forskellen ligger i, hvor nem den er at forstå, oprette og administrere.
Historisk har pensionsmarkedet været bygget til de store.
Jo flere medarbejdere en virksomhed havde, desto mere interessant var den for de traditionelle pensionsselskaber. Det har betydet, at små virksomheder ofte enten har fået dyrere eller mindre fleksible løsninger – eller slet ikke har fået oprettet en firmapension.
Og det kan ses i statistikken.
Medarbejdere i små virksomheder er markant oftere uden pensionsindbetalinger end medarbejdere i større virksomheder.
Det er egentlig lidt skørt.
For medarbejder nummer tre i en startup har jo ikke mindre brug for pension og forsikringer end medarbejder nummer 3.000 i en stor virksomhed.
Digitale pensionsløsninger ændrer på den ligning.
Når administration, rådgivning og oprettelse kan klares digitalt, bliver det muligt at tilbyde en ordentlig firmapension til virksomheder, som tidligere har været for små til de traditionelle løsninger.
Hvis du driver en mindre virksomhed, er der en rimelig god chance for, at “pensionsadministrator” ikke stod i jobbeskrivelsen, da du startede.
Alligevel kan det hurtigt blive en del af arbejdet.
Traditionelt har oprettelse af firmapension kunnet indebære rådgivermøder, koordinering med medarbejdere, dokumenter, helbredsoplysninger og en masse frem og tilbage.
Det er præcis den slags, en digital firmapension skal fjerne.
Hos Grandhood kan virksomheden oprettes digitalt, medarbejderne inviteres ind, og derefter klarer de selv deres personlige pensionsvalg og rådgivning.
Når ordningen først kører, kan medarbejderne følge deres opsparing, se deres forsikringer og få rådgivning uden at skulle gennem virksomhedens HR-ansvarlige hver gang.
Det er bedre for medarbejderen.
Og væsentligt mindre arbejde for virksomheden.
Der findes ikke ét magisk pensionsbidrag, der passer til alle.
I mange danske virksomheder ser man fx ordninger med 8 % fra arbejdsgiveren og 4 % fra medarbejderen – ofte skrevet som 8+4 – eller 10+5.
Men hvor meget der giver mening, afhænger blandt andet af medarbejderens alder, løn, eksisterende opsparing og forventninger til livet som pensionist.
Som tommelfingerregel vil et samlet pensionsbidrag omkring 15-17 % for mange være et fornuftigt niveau, hvis målet er at kunne bevare nogenlunde samme levestandard som pensionist.
Men pension er personlig.
Derfor er rådgivning vigtigere end en universel procentsats.
Og husk også, at firmapension ikke er det samme som ATP. Som arbejdsgiver skal du som udgangspunkt betale ATP for medarbejdere, der opfylder betingelserne. Arbejdsgiveren betaler to tredjedele af ATP-bidraget, mens medarbejderen betaler den sidste tredjedel.
Firmapensionen kommer oveni.
Når man siger pension, tænker de fleste på opsparing.
Men en god firmapension handler både om at sikre livet efter arbejdslivet og livet inden.
Derfor består en firmapension typisk af tre dele:
Det er den del, de fleste forbinder med pension.
Hver måned bliver der indbetalt penge, som investeres og forhåbentlig vokser over mange år.
Jo tidligere man starter, desto længere tid får pengene til at arbejde.
Og her bliver renters rente pludselig ret interessant.
For afkastet bliver ikke bare beregnet af de penge, du selv har indbetalt. Over tid kan du også få afkast af tidligere afkast.
Det lyder måske ikke voldsomt spændende.
Men giv det 20, 30 eller 40 år, og det kan gøre en meget stor forskel.
Firmapension handler også om alt det, der kan ske, før du bliver gammel.
Derfor indeholder pensionsordninger typisk forsikringer som:
De kan fx give en løbende udbetaling, hvis en medarbejder mister evnen til at arbejde, et engangsbeløb ved visse kritiske sygdomme eller økonomisk hjælp til familien ved dødsfald.
For især yngre medarbejdere kan forsikringsdelen faktisk være mindst lige så vigtig som selve pensionsopsparingen.
De har måske ikke nået at spare millioner op endnu.
Men de har stadig en indkomst og et liv, der er værd at beskytte.
Pension er ikke ens for alle.
En 27-årig uden børn har sjældent de samme behov som en 48-årig med hus, børn og en stor eksisterende pensionsopsparing.
Derfor bør medarbejderne kunne få rådgivning om blandt andet:
Hos Grandhood er rådgivning en del af pensionsordningen, og medarbejderne kan få så meget rådgivning, som de har brug for.
Virksomheder er forskellige.
Så hvorfor skulle deres pensionsordninger være ens?
Hos Grandhood har vi derfor to forskellige firmapensionsordninger.
All Inclusive er til virksomheden, der gerne vil have én samlet pensionsordning for hele holdet.
Alle medarbejdere bliver en del af ordningen, og forsikringerne er inkluderet.
Det giver nogle klare fordele.
Når alle er med, kan man opnå stordriftsfordele og dermed bedre priser på forsikringerne. Samtidig skal medarbejderne ved normale dækninger ikke afgive helbredsoplysninger for at blive omfattet.
Det betyder blandt andet, at medarbejdere kan få adgang til forsikringer, som de måske ville have sværere ved at få individuelt.
All Inclusive er særligt oplagt til virksomheder med tre eller flere medarbejdere, som ønsker en samlet løsning.
Kort sagt:
Alt og alle inkluderet.
Mix’n’Match er til virksomheden, der gerne vil have mere fleksibilitet.
Her bestemmer virksomheden selv, hvem der skal være med i pensionsordningen, og medarbejderne kan selv vælge deres forsikringer til og fra.
Det gør ordningen særligt interessant for selvstændige og helt små virksomheder – men også for større virksomheder, der gerne vil stille pension til rådighed uden nødvendigvis at gøre den obligatorisk for alle.
Fordi forsikringerne vælges individuelt, skal medarbejdere, der ønsker forsikringer, som udgangspunkt afgive helbredsoplysninger.
Til gengæld får virksomheden og medarbejderne mere frihed.
Deraf navnet.
Mix’n’Match.
Det burde ikke kræve et projektstyringsværktøj at få pension.
Hos en digital pensionsudbyder ser processen typisk sådan ud:
Først registrerer du virksomheden og giver de nødvendige oplysninger.
Hos Grandhood foregår det digitalt, så du slipper for papirblanketter og unødvendige møder.
Derefter vælger du den type ordning, der passer til virksomheden.
Skal alle være med?
Skal virksomheden bestemme bidraget?
Skal medarbejderne selv kunne vælge forsikringer?
Det er blandt andet de spørgsmål, der afgør, hvilken løsning der giver bedst mening.
Herefter beslutter I, hvor meget der skal indbetales.
Det kan fx være 8+4, 10+5 eller en anden fordeling, der passer til virksomheden.
Når virksomheden er oprettet, inviteres medarbejderne.
Hos Grandhood foregår deres personlige opsætning digitalt. Her tager de stilling til deres pension og får rådgivning ud fra deres egen situation.
Når ordningen er oprettet og koblet sammen med virksomhedens løn, bliver den løbende administration begrænset.
Og det er egentlig pointen.
Du skal drive virksomhed.
Ikke pensionsselskab.
Der er noget lidt paradoksalt ved pensionsforsikringer.
De bedste forsikringer er dem, man aldrig får brug for.
Men hvis man gør, kan de være enormt værdifulde.
Hvad sker der med økonomien, hvis en medarbejder bliver syg eller kommer til skade og ikke længere kan arbejde?
En forsikring ved tab af erhvervsevne kan erstatte en del af den mistede indkomst.
For mange mennesker er deres evne til at arbejde deres største økonomiske aktiv. Derfor er tab af erhvervsevne ofte en af de vigtigste forsikringer i pensionsordningen.
En forsikring ved kritisk sygdom kan give et skattefrit engangsbeløb, hvis medarbejderen bliver ramt af en sygdom, der er omfattet af forsikringsbetingelserne.
Det kan fx være visse former for kræft, blodprop i hjertet eller andre alvorlige sygdomme.
Pengene bestemmer medarbejderen selv over.
Hvis medarbejderen dør, kan en livsforsikring give en udbetaling til de efterladte.
Det kan selvfølgelig ikke løse det, der er sket.
Men det kan sørge for, at familien ikke samtidig skal bekymre sig om, hvorvidt de har råd til at blive boende i huset.
Og det er også en form for tryghed.
Penge, der bare står stille i 30 år, bliver sjældent til en fantastisk pension.
Derfor bliver pensionsopsparingen investeret.
Typisk kan medarbejderen vælge mellem forskellige investeringsprodukter og risikoprofiler.
Mere risiko betyder typisk større udsving – men også mulighed for et højere forventet afkast.
Har du 35 eller 40 år til pension, kan du ofte tåle flere udsving undervejs, end hvis du skal bruge pengene om fem år.
Det betyder ikke, at alle unge automatisk skal vælge maksimal risiko.
Det betyder bare, at tidshorisonten er en vigtig del af beslutningen.
For nogle betyder det også noget, hvad pensionspengene bliver investeret i.
Der findes derfor investeringsprodukter, hvor der i højere grad bliver taget hensyn til eksempelvis klima, miljø og sociale forhold.
Det vigtigste er, at medarbejderen forstår sit valg.
For pension er trods alt ofte en af de største formuer, vi kommer til at opbygge i vores liv.
Forestil dig to mennesker.
Den ene begynder at spare op som 25-årig.
Den anden venter til 40.
Den 40-årige kan sagtens indbetale mere hver måned og stadig få svært ved at indhente den første.
Hvorfor?
Tid.
Når pengene er investeret i mange år, kan du ikke bare få afkast af dine indbetalinger. Du kan også få afkast af det afkast, du allerede har fået.
Og senere af afkastet af afkastet.
Det er renters rente.
Ikke verdens mest sexede navn.
Men muligvis en af de vigtigste mekanismer i din pensionsopsparing.
Så hvis der er ét godt tidspunkt at begynde at spare op på, er det tidligt.
Det næstbedste er nu.
Pensionspriser har traditionelt været svære at gennemskue.
Procenter her. Gebyrer der. Og måske et par omkostninger gemt et sted, hvor ingen normale mennesker ville finde på at lede.
Det synes vi er unødvendigt.
Hos Grandhood betaler medarbejderen et fast månedligt beløb for selve ordningen:
All Inclusive: 65 kr. om måneden pr. medarbejder
Mix’n’Match: 95 kr. om måneden pr. medarbejder
Derudover kommer blandt andet investerings- og forsikringsomkostninger, som afhænger af medarbejderens valg.
Vi tager ikke en procentdel af medarbejderens indbetaling.
For vi synes egentlig ikke, man skal straffes økonomisk for at være god til at spare op.
Løn betyder selvfølgelig noget.
Men det gør resten af pakken også.
For mange medarbejdere er pension, forsikringer, barsel, ferie og andre personalegoder en vigtig del af den samlede kompensation.
En god firmapension fortæller noget om virksomheden:
Vi tænker længere end til næste lønseddel.
Det kan gøre en forskel, når du skal tiltrække nye medarbejdere.
Og det kan gøre en forskel for dem, du allerede har.
For medarbejderen får ikke bare en pensionsopsparing. De får også adgang til forsikringer, som typisk er langt billigere gennem en firmapensionsordning, end hvis de skulle købe tilsvarende dækninger privat.
Det er reel værdi.
Også selvom den ikke står som løn på kontoen den sidste bankdag i måneden.
Med en digital pensionsløsning: Ikke ret meget.
Pensionsbidraget håndteres via virksomhedens lønsystem.
Når det først er sat korrekt op, bliver pensionen derfor en del af den almindelige lønkørsel.
Når en ny medarbejder starter, inviteres vedkommende til pensionsordningen og gennemfører sin egen opsætning.
Når en medarbejder forlader virksomheden, stopper virksomhedens indbetalinger.
Opsparingen forsvinder selvfølgelig ikke.
Den tilhører medarbejderen og kan efterfølgende håndteres i forbindelse med medarbejderens nye pensionsforhold.
Livet ændrer sig.
Det samme gør løn, familie, bolig og behovet for forsikringer.
Derfor skal pension heller ikke være noget, man vælger én gang som 27-årig og først kigger på igen som 64-årig.
Med en digital pensionsløsning er det nemmere løbende at følge med og få rådgivning, når noget ændrer sig.
Det afhænger af ordningen.
Med All Inclusive er udgangspunktet, at alle medarbejdere er omfattet.
Med Mix’n’Match bestemmer virksomheden selv, hvem der skal være med.
Det afhænger igen af ordningen.
Ved individuelle forsikringsvalg kan helbredsoplysninger have betydning for, hvilke forsikringer medarbejderen kan få.
En af fordelene ved All Inclusive er netop, at medarbejderne ved normale dækninger kan blive omfattet uden at afgive almindelige helbredsoplysninger.
Ja, pensionsbidraget kan ændres undervejs, så længe kravene i den konkrete ordning fortsat er opfyldt.
Det giver god mening.
For den rigtige pensionsindbetaling som 25-årig er ikke nødvendigvis den samme som den rigtige indbetaling som 45-årig.
Pension har et lidt ufortjent ry.
Det bliver hurtigt noget med komplicerede regler, småt med småt og ord, som ingen bruger i andre sammenhænge.
Men grundideen er faktisk ret enkel.
Du sparer penge op til den dag, du ikke længere arbejder.
Du investerer dem, så de forhåbentlig vokser undervejs.
Og du forsikrer dig mod nogle af de ting, der kan gå galt, inden du når dertil.
Det er det.
En digital firmapension gør det bare nemmere at få det gjort.
Og hvis du driver en mindre virksomhed, betyder det, at dine medarbejdere kan få adgang til den samme slags pensionsopsparing, forsikringer og rådgivning, som medarbejdere i store virksomheder har haft i årtier.
Uden at du behøver ansætte en pensionsansvarlig for at få det til at fungere.
Glæd dig til at blive gammel.
Det mener vi faktisk.
For med en god pensionsopsparing behøver alderdom ikke være noget, man bekymrer sig om.
Det kan være noget, man glæder sig til.
Der er ikke noget generelt lovkrav om, at en virksomhed skal have et bestemt antal medarbejdere for at tilbyde firmapension.
Hos Grandhood kan selvstændige og helt små virksomheder bruge Mix’n’Match. All Inclusive er udviklet til virksomheder med flere medarbejdere, hvor alle skal være en del af ordningen.
8+4 % og 10+5 % er almindelige modeller, men der findes ikke én procentsats, der er rigtig for alle.
Et samlet pensionsbidrag på omkring 15-17 % vil for mange være et fornuftigt udgangspunkt, men det rigtige niveau afhænger blandt andet af alder, løn, eksisterende opsparing og forventninger til pensionistlivet.
Pensionsopsparing er som udgangspunkt bundet til pension og kan normalt ikke bare hæves som en almindelig opsparing.
Hvornår den enkelte pensionsordning tidligst kan udbetales, afhænger blandt andet af, hvornår ordningen er oprettet, og hvilke udbetalingsrettigheder medarbejderen har.
Forsikringerne er noget andet. De kan netop komme til udbetaling inden pensionsalderen, hvis betingelserne for fx kritisk sygdom eller tab af erhvervsevne er opfyldt.
Grandhood er bygget som en digital pensionsoplevelse.
Virksomheden oprettes digitalt, medarbejderne får adgang til Grandhood-appen, og en stor del af deres pensionsoplevelse og rådgivning foregår digitalt.
Det betyder mindre administration for virksomheden og mere overblik for medarbejderen.
Pengene tilhører medarbejderen.
Når ansættelsen stopper, stopper virksomhedens indbetalinger også, men den opsparing, medarbejderen allerede har opbygget, bliver selvfølgelig stående.
Herefter kan medarbejderen tage stilling til, hvordan pensionen skal håndteres sammen med vedkommendes øvrige pensionsordninger.